Timeafløser til dreng på 12 år

Søger du et meningsfuldt deltidsjob i Skanderborg Kommune? Her er muligheden for at blive en vigtig støtte for en 12-årig dreng med autisme og ADHD.

Timeafløser til dreng på 12 år

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Timeafløser søges til dreng på 12 år i Skanderborg Kommune

Har du interesse for autisme og ADHD, og har du lyst til at gøre en forskel for et barn igennem nærvær, gode oplevelser og en tryg relation?

Skanderborg Kommune søger en timeafløser, 3 timer om ugen, til en sød og imødekommende dreng på 12 år, som er på vej ind i teenageårene. Han har brug for en voksen, der har tid til at lære ham at kende, dele hans interesser og give ham gode stunder med plads til hygge og grin.

Drengen elsker at game, både alene og sammen med sine venner. Han spiller i øjeblikket primært Minecraft. Derudover holder han af brætspil, gåture og ture ind til Aarhus, hvor han kan lide at kigge i butikker og spille Pokémon Go. Han går op i sit udseende og ønsker ligesom andre børn på 12-13 år at passe ind og være en del af fællesskabet.

Drengen har autisme og ADHD. Dette betyder, at sociale relationer kan kræve meget energi, og at han hurtigt bliver mentalt udtrættet. Din vigtigste opgave er at opbygge en tryg og tillidsfuld relation og skabe gode oplevelser med udgangspunkt i drengens interesser og behov.

Du behøver ikke at have stor erfaring med autisme og ADHD, men det er en fordel, hvis du interesserer dig for neurodivergens, menneskelige relationer og børns trivsel.

Jobbet giver mulighed for at få konkret indblik i, hvordan autisme og ADHD kan påvirke et barns hverdag, sociale relationer og overskud. Den ansatte får erfaring med at skabe en relation til et barn, der har brug for ekstra støtte, og dele glædesfulde stunder.

Afløsningen er primært i eftermiddags-/aftentimerne og i weekenden, efter aftale.

Afløsningen kan både foregå i og uden for hjemmet. Det er en fordel, hvis den ansatte har kørekort.

Drengen bor i det sydlige Aarhus med sin familie; lillebror (med autisme og ADHD), storesøster, mor og far.

Det håbes at finde en voksen, som har lyst til at være en positiv del af familiens hverdag.

Ansøgning

Ansøgningsfrist er den 10. november 2026.

Ansættelse

Stillingen ønskes besat hurtigst muligt.

Opgaven aflønnes af Skanderborg Kommune, og de primære arbejdsgivere vil være familien selv. Der vil blive indhentet en børne- og straffeattest forud for ansættelse.

Lønnen reguleres i henhold til gældende takster udmeldt af Kommunernes Landsforening.

Lønnen udbetales med timeløn månedsvis bagud.

Der ydes fra Skanderborg Kommunes side ikke refusion af eventuelle valgte udgifter forbundet med afløsningen. Disse afholdes i så fald af drengens forældre.

Opstår der behov for ændring af arbejdstid, skal dette søges særskilt af forældrene ved henvendelse til Skanderborg Kommunes Specialrådgivning. I det omfang bevilget tid øges, nedsættes eller bortfalder, er afløseren forpligtet til at acceptere ændringer i den aftalte arbejdstid uden yderligere varsel.

Afløseren er omfattet af sygedagpengelovens regler om dagpenge under sygdom og barsel.

Yderligere information

Ønskes der yderligere information om jobbet som timeafløser, kan der rettes henvendelse digitalt via borger.dk, att. Emma Jensen, som vil sørge for at videreformidle henvendelsen til barnets forældre.

Om Fagsekretariatet Børn og Unge

I Fagsekretariatet Børn & Unge arbejdes der med børn, unge og familier. Fagsekretariatet dækker således hele området for 0-18 år, lige fra de almene områder med sundhedspleje, dagtilbud, skoler, SFO/Klubber til det sociale område med SSP og Børnesocialrådgivningen.

Fagsekretariatets opgave i Børn og Unge er at understøtte den enkelte families bestræbelse på at skabe det gode børneliv, hvor børn og unge trives og udvikles i trygge rammer. Dette sker alt sammen under den politiske vision, at alle børn har ret til et godt børneliv med en oplevelse af glæde, tryghed, engagement, begejstring og robusthed i forhold til livets udfordringer.

I Skanderborg Kommune ser man flere barnevogne, træer og søer end andre steder i landet. Her er der udsigt. Ikke kun til Danmarks smukkeste natur, men også til aktive lokalsamfund, vækstvirksomheder og et foreningsliv i særklasse. Som arbejdsplads er Skanderborg Kommune kendt for flad struktur og højt til akustikloftet. Velkommen til naturligt overskud.

Oplysninger

Calendar Icon
Ansøgningsfrist 10.11.2026
Clock Icon
Arbejdstid Deltid, Timeløn
Calendar Icon
Virksomhedens navn Skanderborg Kommune
Location Icon
Adresse Skanderborg
Se stillingsopslag

Du finder virksomheden her

Skanderborg

Se større kort